Krig Om Retten Til Madlavning i Hjemmet

Hver sommer sker der nøjagtigt det samme: så snart solens stråler rammer jorden, så bliver alle danske mænd til de bedste kokke, verden nogensinde har set. Det tænker de i hvert fald i deres egne hoveder, mens de finder grillen frem fra gemmerne. Det er lidt sjovt, er det ikke? At os mænd normalt holder os langt væk fra køkkenet, men pludseligt ikke kan få nok af madlavning når først det er muligt at gøre det med en gasgril, eller over åben ild eller kul.

Jeg er ikke rigtigt kritisk overfor det, for jeg er selv på den måde. Det er bare lidt underligt, og jeg har gjort mig nogle tanker omkring det på det seneste. Hvad er det der sker? Altså når konen ikke er hjemme, og jeg selv skal stå for aftensmaden, så ender det typisk med at jeg bestiller en pizza eller varmer noget mad i mikrobølgeovnen. Jeg har mange forklaringer på dette overfor mig selv: måske er det rent dovenskab, og jeg har bare ikke energien eller lysten til at lave mad. Eller også er det manglende evner: jeg fortæller mig selv, at det umuligt vil være noget spiseligt der kommer ud, hvis jeg forsøger mig med madlavning. Men ingen af disse undskyldninger holder, når først der kan grilles. Her er der ikke nogen dovenskab, og ens forestillinger om sine evner til at lave spiselig mad er pludseligt helt i top.

Måske har det noget at gøre med den dybe maskuline energi vi kan finde frem, når maden laves over ild. Selv med gas er der et eller andet maskulint element, der spiller ind og giver os overskuddet til at vende kød på grillen hele dagen. Men jeg er ikke sikker – jeg kan ikke rigtigt forklare hvad det er, der sker.

Problemet med, at ville overtage madlavningen når det bliver sommer er, at man nu laver om i planerne. Ens partner vil typisk gerne have en forklaring på, hvorfor ting skal laves om. Er du ikke længere tilfreds med hendes madlavning? Tror du ikke hun kan håndtere en kulegrill? Og når man, ligesom jeg selv, ikke rigtigt kan forklare hvad det er ved at grille der giver en lyst til at stå for det, så ender man i en krig om hjemmets madlavning.

Det er en underlig krig, for det er ikke en, man kunne finde på at deltage i på andre tider af året. Jeg har aldrig nogensinde sendt konen ud af køkkenet fordi jeg pludseligt blev ramt af inspiration til et genialt måltid. Men hele sommeren bliver jeg ved med at foreslå, at vi kan grille til aften. Måske også til middag. Jeg har endda lavet grillet morgenmad et par dage sidste år – det kan lade sig gøre!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *